Godt Nytår og velkommen til det første blogindlæg i 2015.
Her til jul har jeg fået et meget stort ønske opfyldt, nemlig denne fantastiske Super Spy sag fra Heartbreaker.
Den er syet af bomuldsjersey, hvilket jeg normalt ikke er meget for, men denne kjole er en undtagelse fra reglen. Ikke alene er stoffet tungt og i hvad der føles som super god kvalitet, men den sidder også fantastisk godt.
Det er en af de typer af kjoler man bare kommer til at bo i, da den hurtigt kan dresses op og ned. Den er superbehagelig at have på, og giver en god silhuette. Man kan også tage en behagelig lur på sofaen i den, det har undertegnede sørget for at teste for dig også 😉
Jeg har prøvet at vaske den, da jeg jo skulle have den på til flere arrangementer over julen, og på trods af at der bliver sagt, at den krymper i længden, synes jeg ikke, at det har været et problem overhovedet. Den er tilgengæld en smule stor i størrelsen, så jeg ville købe en størrelse mindre end det du plejer, hvis du vil have at den sidder til.
Den kan fås i sort og i navy. Min er fra Hart of Haute, men fås også hos Pinupcouture. Skulle du være mere tryg ved at handle i EU kan du få den hos Topvintage. Den koster cirka 150 kroner mere end i Staterne, men med told og alt det der, passer pengene nok meget godt.
Den ligger et sted mellen 400-550 kroner uden forsendelse, og så får du rigtig meget kjole for pengene.
Jeg har ikke helt besluttet om den næste skal være blå, eller om jeg bare skal have en anden sort at skifte med… når den første skal vaskes!